Bofællesskabet i Hvidovregade ligger placeret i Hvidovres gamle bydel, et par minutters gang fra Hvidovre butikstorv.
Bofællesskabet er en et-plans-bebyggelse og har eksisteret siden 1994. Bygningen består af 4 handicapvenlige lejligheder. Der er plads til 4 beboere i alderen 18-65 år, med multiple funktionsnedsættelser, som har behov for hjælp og pleje døgnet rundt.
Der er 13 medarbejdere tilknyttet Bofællesskabet i Hvidovregade i en tværfaglig personalegruppe, som både rummer pædagoger og social- og sundhedsassistenter.
Der tilbydes forskellige netværksskabende aktiviteter både i og udenfor bofællesskabet. Aktiviteterne planlægges på de månedlige beboermøder og ud fra et årshjul.
En væsentlig fællesaktivitet er måltiderne, som beboerne oftest spiser sammen. Beboerne deltager efter lyst, interesse og evne i både planlægning og tilberedning af mad. Medarbejdernes deltagelse bidrager til at måltidet bliver en rar oplevelse.
Derudover har bofællesskabet forskellige traditioner, som f.eks. bofællesskabets fødselsdag, herretur, tøsetur og Mortens aften.
Beboerne er i dagbeskæftigelse i løbet af dagen, og har en hjemmedag om ugen. Hjemmedagen bruges typisk til praktiske gøremål, indkøb, tøjvask, læge aftaler, frisør og andre individuelle aftaler.
Lejlighederne er på 62 m2 og har en stue med et køkken. Derudover er der et stort badeværelse og adgang til en terrasse. Bofællesskabet har også et stort køkken/alrum, hvor beboerne kan spise sammen og hygge om aftenen og i weekender. Der udover er der også et vaskerum, et mindre kontor og toilet til personalet.